- Startside
- Aktiviteter
- Teknik
- Om klubben
- Årets Statistik
- Statistik 2016 - 2023
- Vejret
- Vil du begynde at ro kajak
- Rohandikap
Vi har i dag den 16. december 2021 taget afsked med DKKs ældste medlem og æresmedlem Tom J. Andersen. Han blev bisat fra Christianskirken i Lyngby.
Tom havde boet i Lyngby med sin familie i de sidste mange år, men han svigtede aldrig Dragør Kajak Klub som han blev medlem af i 50’erne - dengang klubben lå ved skurbyen.
Han blev hurtigt en af de markante personligheder i klubben og kunne, med sit gode humør, smittende latter og gode historier hurtigt få gang i klublivet.
I 1961 flyttede klubben til Madsens Krog og Tom fulgte med og i 70’erne var Tom i en årrække klubbens meget aktive sekretær.
Det kneb med få nye unge medlemmer, så Tom samlede et udvalg, der skulle komme med forslag til hvordan man kunne få flere.
Inden længe havde det givet resultat og det ligefrem væltede ind med friske unge mennesker. Plenarforsamlinger var et af de nye tiltag - og det var en succes, for de unge kunne godt lide at være med til at bestemme.
Tom arrangerede også Skumsprøjtsmøder, hvor klubbens blad blev skrevet (ikke kun af redaktøren selv, men af alle de fremmødte medlemmer) og derefter trykt på gammeldags stencilmaner. Derefter samlet og postet og så var det efterhånden midnat!
På trods af at Tom boede i Lyngby kørte han troligt den lange vej til Dragør for at deltage i klublivet og i mange år også på robanen hver onsdag ved Handicapløbet.
Vi er mange der vil mindes Tom for hans hyggelige, sjove og gode måde at være på og for det store arbejde for DKK.
Ære være Tom J. Andersens minde.
Niels Febber Andersen