Kære DKK – ”D” for dejlige, første ”K” for kajak og andet ”K” for Klub – kære Dejlige Kajak Klub, kære DKK, hjerteligt tillykke med de 100 år, din gamle tøs. Du klarede den uden at bliver tandløs, og uden større problemer med hukommelsen - og har kongehuset mon sendt kaffe til den hundredårige, må man spørge? Ros til kongehuset, hvis de har, yes!
Nå, det dér med at kalde klubben en tøs, det er måske lidt ulogisk i betragtning af, at i starten kunne kvinder ikke blive medlem. Så var de lidt reaktionære de store drenge eller unge mænd, der stiftede klubben? Nej, for som I vil opdage, handler denne tale om at uddele ros, så her på klubbens store jubilæumsdag, vil vi vende denne historie helt på hovedet: Fordi, fordi DKK hurtigt blev tidsvarende, så der allerede tre år efter den stiftende generalforsamling blev lukket op for kvinder. Vi har grinet lidt af den historie med Nelly Møller, men Dragør var en lille provinsby, og man skulle passe på sit ry og rygte! Så set på den baggrund var klubbens stiftere da egentlig pænt hurtige til at omstille sig. Så altså: Vi sender i dag en forsinket ros til dem! Ros til klubbens stiftere, yes!
Jeg blev medlem i 1956. Halvtredserne var tiden med stigende velstand, småborgerlig bornerthed, parcelhusbyggeri på Sydstranden og Nordstranden, og socialt boligbyggeri på Engvej. Klubbens ry og rygte var stadigvæk et centralt emne, for i halvtredserne herskede hvad man kunne kalde for en velorganiseret dobbeltmoral: Man kunne både forlyste sig i sengen eller med flasken og samtidig kritisere andre for de samme handlinger – en smart konstruktion! Derfor skabte spørgsmålet om ølsalg i klubben store konflikter i bestyrelsen i slutningen af halvtredserne, da vi flyttede over i vores nuværende klubhus, den gamle smedje. Dem der var for ølsalg vandt som bekendt det slag, hvad alle vist er glade for i dag. Så altså stor ros til dem, der i bedste socialistisk ånd gik ind for ølsalg og dermed billigere øl end man kunne få på Kroen. Altså: Stor ros til ølsocialisterne, stor ros også til dem, yes.
På det tidspunkt var fænomenet ungdomskultur på vej med blue jeans og rock and roll og Elvis Presley, en bevægelse der snart voksede sig stor og omkring 1968 blev til ungdomsoprøret, med hippie-bevægelse og beatmusik, universitetsbesættelser, kollektiver og mikro-makro mad. Der blev vendt op og ned på alt, og nu blev spørgsmålet om klubbens ry og rygte i den grad sat på stand by. Who cares – eller måske endog, hvordan giver vi bedst borgerskabet fingeren. Klubben var blevet stiftet af unge mænd, der de første år af klubbens eksistens var velklædte med klubkasket, jakke og butterfly og DKK nål i reversen. Nu halvtreds år efter blev alle konventioner udfordret, og selv i DKK opførte vi os vildt og så herrens ud – man fristes til at sige, at vi var synligt skøre. Altså: Stor ros til den generation der effektivt udviskede skellet mellem normalt og unormalt. Stor ros også til dem, yes!
Som bekendt har jeg været medlem af klubben i 60 år, og for mig har DKK været der i samtlige 60 år, hver dag! Både som et sted at udøve sport og som et stort fællesskab. Hertil kommer, at klubben også for mig - som for mange andre – har været en mellemstation mellem skole og samfund. DKK har været en slags livets glatførebane, et sted hvor vi kunne opøve forskellige nyttige kompetencer. I klubben har der altid været en række funktioner, som medlemmerne selv skulle tage vare på, så som ledelse, regnskabsføring, sekretærarbejde, afholdelse af generalforsamlinger, samarbejde med andre instanser osv. osv. Stor ros til alle de formænd og bestyrelsesmedlemmer, der i tidens løb har holdt klubben kørende administrativt. Stor, stor ros også til dem, yes.
Selvom vi knap nok kan sige det følgende ord, har vi også haft en organi-sations-udviklende attitude til klubben, idet vi har afholdt klubkonferencer henlagt til andre lokaler fx på biblioteket på Vestgrønningen – store dage med gruppearbejde, der mundede ud i fællesbeslutninger om klubbens liv. Vi kan prale af, at vi hele tiden har været fremme i skoene, når det drejede sig om ændring af klublove og eksperimenter med ledelsesformer. Plenummødet – eller Plenarforsamlingen - der en årrække fik karakter af at udgøre den daglige ledelse gennem det ugentlige onsdagsmøde, har været en lærerig skole for mange medlemmer, der her blev oplært i kunsten at håndtere fællesmøder på deres arbejdspladser. Stor ros til klubben for at forene tradition med udvikling. Stor ros også for det, yes.
HER TIL NÆSTSIDST:
Det er dejligt at DKK er i så god gænge i disse år, som tilfældet er. Jeg oplever et stabilt lederskab, gode traditioner og nye medlemmer, der med godt humør skaber nyt liv i klubben. Stor ros til dem, der muliggør dette og stor ros til de nye. Så stor, stor ros også for det, yes.
Jeg vil slutte af med at understrege, at glæden ved DKK i meget høj grad handler om glæden ved at være en del af et fællesskab bestående af en mangfoldighed af farverige personligheder - for ikke at sige originaler, og gamle tøs, du er vist selv lidt af en original. Så stor ros til den gamle tøs for denne mangfoldighed, yes.
Tom J. Andersen
100 års jubilæet lørdag aften på Strandhotellet 3/9 2016. 110 gæster.
© 2011-2024
