Nyheder februar 21

19. februar 2021 15:53 , af Karsten Bundgaard

Bestyrelsens videomøde

Bestyrelsen har holdt møde og Mik forevigede begivenheden. Vi gik igennem hvad der er sket med renoveringen af baderummene. Projektet skrider godt frem og holder budgettet. Vi regner med at arbejdet kan afsluttes i midten af marts måned. Så må vi bare håbe at der er lempelser i Coronarestriktionerne.

VVS’eren blev færdig i uge 7 med det han skulle levere. Gulvene i brusebadet bliver gjort færdige i weekenden 20-21. febr., og derefter monterer vi selv toiletter og armaturer.

Når sæsonen starter regner vi med at der bliver 2 begynderhold. Et hold der trænes af Mik og Anette og et hold der trænes af Kasper og Morten K.

Vi har bestilt 2 kajakker til +60 projektet. 1 stk Viper 60 og 1 stk. Viper 51 samt overtræk og veste. Vi takker Veluxfonden for det donerede beløb.

Claus Holten er ved at lave en oversigt over privatbåde i bådehuset, så vi kan se hvem der ligger hvor. Bådpladserne nummereres så pladserne refererer til numrene på bådene i Rokort.

Generalforsamlingen som skal afholdes i slutningen af marts måned ifølge vedtægterne, bliver sikkert udsat på grund af Coronarestriktionerne.

I år er der planlagt  motionsroning, d.v.s. een fast ro-dag om ugen for at aktivere tidligere begynderhold, og de af klubbens medlemmer der trænger til lidt motion. Projektet skal måske hjælpes lidt på vej den første månedstid, men derefter burde det være selvkørende.

Vi havde en diskussion om Roklubbens tilbygning og så på de tegninger vi havde modtaget fra roklubbens arkitekt Jens Lind. Når vi ved mere om deres tidsplaner skal vi se på hvordan og hvor meget det vil påvirke vores “Solgård” og eventuelt have sat fondudvalget i sving.

Vi talte om vi på sigt skal se på elektroniske låsesystemer. Der er flere ting der taler for dette. Nøglebrikken er vandtæt og det er meget lettere at administrere hvem der har adgang til hvad og hvor længe. Der er sikkert mange nøgler i omløb til klubhuset.

Fra starten af sæsonen bliver prisen for læskedrik sat op til 12,00 kr. Vi betaler et transaktionsgebyr ved betaling med MobilePay, og ved køb at enkelte læskedrikke bliver det forholdsvis meget. Det er desuden vanskeligt, at finde en bankafdeling hvor man kan aflevere mønter/kontanter. 

Ricco laver gulv i damebadet

Det sker noget i denne weekend i baderummene. Armaturerne er kommet på plads og Ricco er i bogstavelig stand på knæene. Han er i dag d. 20 febr. Gået i gang med gulvet. Det er en ret omfattende proces, der skal påføres 4 lag og så skal der fugtes og slibes indimellem, tørretiden er 1 - 1,5 time pr. Lag,  men det ser ud til at det bliver rigtig godt.

Finn og Ricco planlægger indbygningen af toiletterne.