Sæsonafslutning 2022

31. oktober 2022 14:54 , af Karsten Bundgaard

Under forsigtig afsyngning af den gamle kampsang sænkede Ricco standeren, og dermed var sæsonen 2022 over. Vejret var godt så der blev roet til det sidste. Klokken 13 var der blevet slukket for sæsonen 2022 i Rokort og kilometerne gjort op. I modsætning til tidligere hvor det var en stor opgave at opgøre årets roede kilometer, er det i dag faktisk blot et tastetryk og vi ved hvor mange kilometer hver enkelt har roet.

Ricco gennemgik året og DKK's resultater. Det har på alle måder været et rigtig godt år. Der er kommet en del præmier til klubben i år og Ricco fremhævede Oscar Mathias' indsats for at fylde på klubbens og eget præmieskab. Ricco orienterde om møder med havnen og om palaver ang. diger, digeplacering, højde og interessegrupper. I denne sag er der også tendenser til at skrue op for skræmmeknappen. Tegninger og illustrationer der er ude af proportioner, er en del af det. (Det sidste er dog for egen regning)

I år er der 4 roere der har roet mere end 250 km. Der er 10 der har roet mere end 500 km og 8 der har roet mere en 1000 km. Længe lå Henrik Skifte og Kennet Andresen og knivedes om flest roet km. Det viser igen hvor vigtigt det er at planlægge ferien. Henrik Skifte gik af med sejren, da han ikke skulle til Bornholm. Henrik fik med en stor indsats igennem året og ikke mindst på sidstedagen klemt 3030 km. ud af denne sæsonen. Kennet fik 2886 km. Nærved og næsten, Ricco og Mikael nåede næste 2000 km hver, det var ikke mange km der manglede. Ialt har de 22 roere roet 22.749.2 km.

Husk i næste weekend (5-6. nov.) river vi de gamle rådne brædder på DKK's skur i skurbyen, og sætter op nye. Arbejdet skal være færdigt søndag den 6. nov.

Vedlagt finder du kilometeropgørelsen for året 2022.

Vedhæftede filer